Arbejderbevægelsen består af en lang række foreninger og organisationer. Arbejderne har gennem tiden organiseret sig i alle dele af samfundslivet og på tværs af landet. I enhver forening er det de vedtagne love eller vedtægter, der sætter rammerne for foreningens virke og formål. De indeholder f.eks. bestemmelser om foreningens formål, medlemskab, kontingent, medlemmers rettigheder og pligter, valg af bestyrelse og meget andet.
I 1960’erne nærmer arbejderbevægelsen sig sit 100-års jubilæum. Men samfundet og arbejdsmarkedet udvikler sig hele tiden, og nye faglige organisationer ser dagens lys. I 1967 stiftes f.eks. PROSA – Forbundet af IT-professionelle.