”Den 1.ste Maj er Proletarens skønneste Symbol; den er ham Løfte og Forjættelse om en ny Tids Fødsel her på Jorden!” Sådan skrev Martin Andersen Nexø i 1935 om den traditionsrige kampdag. Arbejdernes internationale kampdag er arbejderbevægelsens egen og vigtigste dag, ikke bare i Danmark, men over hele verden. Den blev indstiftet i forbindelse med grundlæggelsen af 2. Internationale i Paris i 1889 som demonstrationsdag for 8-timers arbejdsdag. I Danmark har 1. maj været afholdt hvert år siden 1890 med enkelte undtagelser på grund af 2. Verdenskrig og coronanedlukninger.
I 1939 markerede man 50-året for indstiftelsen af 1. maj med den 50. afholdelse af den traditionsrige kampdag. På billedet ses 1. maj-optoget passere avisen Social-Demokratens bladhus i Nørre Farimagsgade i København.